Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Juniorklub SFO2

Juniorklub (SFO2)

KLUB kontakt 23 32 93 17

 

Sorø Borgerskoles Juniorklub er et fritidstilbud for 4. - 6. klasse, efter almen skoledag.

I vores pædagogiske tilbud, har børnene mulighed for at udfolde sig kreativt såvel som personligt, gennem forskellige aktiviteter. I klubben kan man også slappe af, knytte venskaber og blive udfordret af de aktiviteter, som er i gang.

Pædagogiske værdier

I vores klub arbejder vi ud fra fire værdier - Ligeværd, God tone, Fællesskab, Dialog.

Ligeværd

● Vi ønsker en klub, hvor der er respekt og forståelse for hinandens forskelligheder og hvor forskellighed ses som en styrke.
● Alle mennesker har krav på at blive set, hørt og taget alvorligt.
● Vi vil give rum og tid til fordybelse og støtte venskaber.

God tone

● Vi taler respektfuldt til og om hinanden i klubben.
● Vi går foran med den gode tone.
● Vi siger goddag, når vi møder ind og farvel når vi går hjem fra klubben.

Fællesskab

● Alle børn skal opleve sig som en del af et fællesskab.
● Fællesskabet er glæde og samhørighed. Venskaber knyttes og styrkes gennem fælles oplevelser. Vi vægter fælles oplevelser og arrangementer.
● For os betyder fællesskab bl.a., at vi træner børnenes evne til at være empatiske, til at mærke og forstå, hvordan andre mennesker har det og tænker.

Dialog

● Vi mener at dialogen er et vigtigt element i børnenes trivsel og vi vægter dialogen sammen med børn højt.
● En åben dialog med børnene kan dels bekræfte børnene i, at deres stemme er vigtig, og dels medvirke til, at de voksne får øje på områder, der er blinde pletter i et voksenperspektiv.

● Gennem anerkende dialog udvikler vi børnene i at mærke og udtrykke grænser, følelser og behov.

Børnenes mening

I vores klub lægger vi stor vægt på, at børnene skal opleve en hverdag, hvor de er medbestemmende og har indflydelse. Børnene skal opleve, at de voksne tager dem alvorligt og anser deres ideer og ønsker som værdifulde. Vi afholder derfor løbende børnemøder, hvor vi f.eks. snakker med børnene om aktiviteterne i klubben, hvordan vi er overfor hinanden og vores ting, nye tiltag osv. Til børne møderne er børnene medbestemmende og de lærer på demokratisk vis, hvordan de kan være en del af det, der sker i klubben.

Vi vægter børns fantasi og frie leg højt, og børnene har altid mulighed for at lege, indrette og fordybe sig. Vi har dertil indrettet de forskellige baser så der er skabt rum til leg, læring, og læsning.

Juniorklubben består af:

  • ●  En café - Caféen er et roligt område, hvor børnene kan få fred til at hygge og snakke, samt mulighed for at sidde sammen med børn fra andre klasser og de voksne. Hver dag bliver børnene tilbudt et let mellemmåltid, som man kan hjælpe med at tilberede. Vi kalder denne opgave for “caféholdet”. Børnene på caféholdet planlægger, tilbereder og serverer måltidet til de andre børn i klubben, i samarbejde med en pædagog. Der er stor lyst og vilje til at deltage i caféholdet, hvilket styrker børnenes madglæde og fællesskaber i huset.

  • ●  Caféen benytter vi også blandt andet som kreativt værksted. Her er der mulighed for at tegne, lege med perler og benytte forskellige kreative materialer. Nogle materialer må børnene bruge alene og andre sammen med den voksne. Vi tilstræber at der hver dag arrangeres noget i cafeén og i værkstedet.

  • ●  Et multirum - I multirummet er der plads til alle, og noget for enhver. Der kan spilles computer, Playstation, bordtennis, bordfodbold eller slappe af i sofaen efter en lang skoledag. Derudover består multirummet af: et gamerrum med 5 PC’er. I vores klub har vi 5 computere, som børnene kan benytte op til 30 minutter om dagen. Børnene kan bl.a. spille Minecraft, Diablo 3, Counter-Strike: Global Offensive. Det kræver en fuldmagt fra jer forældre hvis børnene skal spille disse spil; et biograf-rum hvor vi ser film og arrangerer forskellige Kahoot konkurrencer.

  • ●  Derudover har børnene altid mulighed for at benytte vores udearealer hvor vi også her har plads til store pædagogiske udfoldelser. Udendørs området byder på mange typer af aktiviteter og der er plads til alle børn. Der vil både være aktiviteter, der er voksenstyret og fri leg. Vi vil også engang imellem lave bål.

Højtider

Vi lægger en dyd i at fejre de forskellige højtider; Halloween, Jul, Fastelavn og Påske, og lave nogle anderledes og festlige arrangementer for børnene, som skaber samhørighed og fællesskab i børnegruppen.

Åbningstider

Mandag-fredag: fra skolen slutter til kl. 16.30
(Klub og SFO er fælles fra 16.00-16.30 i SFO’s lokaler)

Klubben er åben på almindelige skoledage og er lukket i alle skoleferier.

KLUB kontakt

23 32 93 17